Theodore Millon afgået ved døden 29. januar 2014

Millon ES  

Det er med stor sorg, vi har modtaget meddelelsen om, at Ted Millon er afgået ved døden den 29. januar 2014. Ted sov stille ind i sit hjem i Port Jervis i staten New York. Vi har mistet et usædvanlig begavet, vidtfavnende menneske, en fremragende tænker og forsker inden for personlighed og psykopatologi.
Vi er mange i Instituttet, der nu med stor taknemmelighed tænker tilbage på de mange gange, vi har følt os beriget ved hans nærvær.

Millon besøgte Danmark første gang i 1983, hvor han ved en MMPI-konference i Glostrup introducerede sin test MCMI (Millon Clinical Multiaxial Inventory). Overlæge Niels Strandbygaard, Slagelse, havde i 1976 i Nordisk Psykiatrisk Tidsskrift skrevet om Millons første store værk: Modern Psychopathology, publiceret i 1969 og på det tidspunkt grundbog i psykopatologi ved psykologistudiet på Københavns Universitet. Niels kunne begejstret tale om Millons integrative visionære tankegang, og den grundlæggende psykopatologiske model. Millon havde i bogen beskrevet de forskellige personlighedstyper ”konstrueret” på baggrund af dimensionerne ”pain-pleasure”, ”self-other” og ”active-passive”. Millons 69-bog var en øjenåbner for psykologer og psykiatere.

Strandbygaard og jeg besluttede at sammensætte en ”Millon-studiegruppe” for psykologer og psykiatere. Millon var begejstret ved tanken om, at han fik en udenlandsk studiegruppe og inviterede straks Niels og mig til at besøge ham i Miami i 1986. Ved besøget i Miami fik jeg indtryk af en helt særlig person med et følelsesmæssigt overskud, skarpsindig iagttagelsesevne og et inspirerende ordforråd, fordomsfri i sin tænkemåde og med et imponerende overblik indenfor psykiatrisk klassifikation og personlighedsteori. Millon havde som medlem i Task-Force været en af fadderne til DSM-III i 1980. Besøget i Miami førte til, at Millon-studiegruppen fik til opgave i samarbejde med Millon at arrangere den første internationale kongres om personlighedsforstyrrelser i 1988. I planlægningen af kongressen kom Millons organisatoriske evner, internationale perspektiv og omhu over for detaljer første gang til udtryk.

I årene efter kongressen i 1988 har jeg personligt haft glæde af næsten årligt at kunne besøge Millon i Miami og i de senere år i New York. Morten Birket-Smith og Ask Elklit har ligeledes været på besøg i Miami. Der har ikke været ét besøg, uden at man er vendt hjem stærkt inspireret, optændt og fuld af nye ideer. Millon besøgte flere gange Instituttet. Det var tydeligt, at han var meget glad for den danske mentalitet og elskede de livlige diskussioner ved seminarerne og det hyggelige samvær efter møderne. Millon inspirerede mange i Danmark til at bruge instrumentet MCMI, og vi har i Instituttet i 25 år løbende holdt kurser om MCMI og via brugen af dette instrument blevet beriget gennem læsning af Millons bøger.

Selv havde jeg den glæde for blot 2 år siden at afslutte en større antologi med Millon og Bob Krueger: Contemporary Directions in Psychopathology – Towards DSM-V and ICD-11. Mest markant i Millons arbejde har naturligvis bøgerne Disorders of Personality, 1. udgave 1981, 2. fra 1994 og 3. fra 2011 stået i hans produktion, men også bøgerne Masters of the Mind, antologierne Personality and Psychopathology, Toward a New Personology: An Evolutionary Model, Psychopathy – Antisocial, Criminal, and Violent Behavior (redigeret af Erik Simonsen, Morten Birket-Smith og Roger Davis) samt Personality Guided Therapy har haft mange læsere i Danmark.

Internationalt vil Millon først og fremmest blive husket for sit fokus på personlighed som afgørende for forståelse af psykopatologi, hans brede, detaljerede beskrivelser af personlighedsforstyrrelser, hans Millon Inventories og stadige understregning af teoriens betydning som ramme for forståelse og indsigt.

Millon vil blive mindet i Lancet, Time Magazine, New York Times, Journal of Personality Disorders og andre betydelige tidsskrifter.

En personlig ven, min mangeårige mentor, en generøs kollega, der viste os vejen, og hvem vi kan takke for så meget, er gået bort.
Æret være hans minde.
Erik Simonsen

Fotoalbum på flickr