januar2000

Nyhedsbrev nr. 19

Orientering fra formanden

Medens 1999 og et årtusinde går på hæld gør jeg mig mange tanker om, hvordan vi skal komme videre i Instituttet. Det er krævende til stadighed at skulle forny sig og skabe interessante undervisningstilbud til en kræsen medlemsskare på nu ikke mindre end 250 kolleger. Et særkende ved mange af vores arrangementer har jo været, at vi har været heldige med at have kontakt med forskere og klinikere, som samtidig er blændende pædagoger. I de kommende år trækker vi nogle af disse gamle kendinge og venner af Instituttet frem igen: Kernberg kommer til København og gentager det nylig afholdte meget vellykkede seminar fra Århus om det psykologiske liv og drama i organisationer. Kernberg holdt sit første seminar i IPTP i 1992 med 120 deltagere, vel et af de mest inspirerende møder vi har haft, veloplagt anmeldt af en begejstret overlæge Dorte Munck i Newsletter 5/92. Det seneste Kernberg seminar er anmeldt af afdelingslæge Per Sørensen i dette nummer. En anden prægnant "historisk" oplevelse var mødet med den schweiziske børnepsykiater Daniel Stern, et seminar der ligesom Kernberg seminaret blev afholdt i det smukke Herlev auditorium. Stern har netop været i Århus inviteret af Kempler instituttet (refereret senere i dette nummer), hvor speciallæge Ulrik Haahr traf aftale med Stern om nyt seminar i IPTP. Stern var key-note speaker ved ISSPD´s 6th International Congress afholdt i Geneve i september i år. Han beskrev her levende med baggrund i sine spædbarnsstudier, sine ideer om personlighedsdannelsen i de tidlige år. Dette vil vi bede Stern om at elaborere ved et nyt seminar. Den sidste af de store (ud over Millon) pædagogiske talenter og idemagere Glen O. Gabbard får vi lejlighed til at se igen i København, formentlig i starten af 2001. En af de mest solgte psykiatribøger, hvis ikke den mest solgte, Psychodanamic Psychiatry in Clinical Practice kommer i ny udgave i år 2000. Glen har med baggrund i forskningsresultater opdateret sin viden inden for den kliniske psykiatri (skizofreni, depressioner, personlighedsforstyrrelser mv.) og med sit vanlige overblik sat den ind i en psykodynamisk forståelsesramme, klinisk relevant og nærværende. Jeg havde i sommer lejlighed til at feriere en uge i Grønland med Glen, og ud fra hans beskrivelser af forberedelserne til bogrevisionen vil jeg især fremhæve hans nylæsning af litteraturen om depressioner og deres behandling i dynamisk belysning. Jeg tror vi vil lade ham fokusere på dette område, som hyppigt forsømmes i disse år, hvor kognitiv terapi er i fokus.

Mange medlemmer af Instituttet anvender MCMI (Millon Clinical Multiaxial Inventory), enten som screening instrument til brug for diffrentialdiagnostik ved personlighedsforstyrrelser, misbrug eller depressioner, i udredning forud for psykoterapi eller som redskab ved evaluering af behandlingseffekt. Vi har derfor fundet anledning til at gentage grundkursus og et videregående kursus i brug af MCMI (se nærmere omtale inde i Newsletter). Tilsvarende arbejder vi på at gentage kurset med Christoffer Perry (rating af forsvarsmekanismer, historisk beskrivelse af forsvarsbegrebet, ændring af forsvarmekanismer).

Instituttet plejer at have et større internationalt møde hvert 3. år (1st International Congress i 88, Borderlinesymposiet i 93, Psykopatisymposiet i 96, Nordisk Symposium om Narcissisme i 97, Jubilæumssymposiet i 99). Vi er nu gået i gang med planlægningen af det næste store: Symposium om psykosomatik. Terrænet sonderes. Hvis medlemmerne har ideer til foredragsholdere hører vi gerne fra jer.

Aftalen med Robert Cloninger er ikke på plads, da han er en meget berejst herre, men hans forskningsmæssige betydning er så vidtrækkende, at jeg anser det for et must at vi får en workshop med ham, når plads i hans kalender haves.

Den stadig meget store interessere for Instituttets aktiviteter vidner om, at vi fortsat udfylder et område i psykiatrien, der almindeligvis ikke dækkes af det i øvrigt til stadighed stigende udbud af undervisningstiltag, herunder også ikke mindst gratis tilbud. Mange medlemmer har indimellem svært ved at få kursusstøtte fra den institution de er ansat i, hvor uddannelsesmidler ofte er knappe og går til fællesaktiviteter som personaletræning, temadage mv. Vi kan derfor kun konkurrere på én ting, nemlig kvalitet og internationale kontakter.

Vi må have studerende med i Instituttet. Derfor vil bestyrelsen i 2000 fastsætte særlige regler for studerende, hvad angår medlemsgebyr og deltagerafgift ved vore arrangementer.

Vi holder stadig tæt kontakt med de førende forskningsmiljøer, hvorfra vi rekrutterer vores undervisere. Ved den 6th International Congress on Personality Disorders i Geneve afgik jeg som President, men med livslangt medlemskab af bestyrelsen (!) vil jeg stadig være tæt ved begivenhedernes centrum. Vi var en lille dansk gruppe i Geneve (6 personer). Jeg håber, at flere vil benytte lejligheden til at besøge Paris til sommer, hvor Professor Guelfi og Professor Nollet er værter for 4th European Congress on Personality Disorders. Den næste internationale kongres afholdes i New York år 2001, hvor min efterfølger i ISSPD Professor John Oldham præsiderer.

Gennem årene har vi haft mange arrangementer med blændende forskere og inspiratorer inden for det klinisk psykiatriske og psykoterapeutiske: Malan, Vaillant, Sifneos, Stone, Weinryb og det er mit håb, at vi fortsat har plads til disse "mindre" arrangementer også i fremtiden, selvom de økonomisk set er meget mere risikable. Vi har ikke tidligere søgt at lade disse møder sponsorere, men det vil vi gøre fremover. Det har vi ellers kun benyttet os af ved de internationale møder, men den skærpede konkurrence på uddannelsesområdet taget i betragtning nødvendiggør, at vi opgiver uskyldigheden.

Det er meget opmuntrende for bestyrelsen at have den fortsat brede opbakning såvel i psykiater- som i psykologkredse til Instituttets aktiviteter. Den store medlemskare bringer kreativiteten frem i os. Vi overvejer møder om skizotypi, den anxiøse karakter og socialfobien, the emotional brain, personlighed og depression, men vi må også bremse os selv, da markedet jo er vældig mættet med undervisningstilbud. Det er tilsvarende opmuntrende, at der nu i dansk psykiatri er mere fokus på psykiatrien uden for "det psykotiske område" (psykiatri minor). Videre er det opmuntrende, at vi får så mange henvendelser fra yngre forskere og klinikere, som anvender personlighedstest i udredning af psykopatologi. De praktiserende læger er begyndt at udvise interesse for personlighedsforstyrrelser, også længerevarende kurser om diagnostik og behandling. Vi får også henvendelser herfra om kurser og ikke mindst forespørgsler om litteratur. Næste år udkommer Carlo Perris bog om psykoterapi ved personlighedsforstyrrelser (Reitzel) og Peter Tyrers bog: Personality Disorders: Diagnosis, Management and Course (Butterworth & Heinemann) i anden udgave. Erik Simonsens bog: Personlighed og personlighedsforstyrrelser (Psykiatrifonden) og Alv Dahl & Aud Dalseggs bog om psykopati: Charmør og tyran (Munksgård) har usædvanlig flotte salgstal. Vi vil overveje at lave kurser med bøgernes forfattere, hvis der er interesse for det blandt Instituttets medlemmer.

Vi fik ikke lave IPTP´s hjemmeside i 1999, men kontakten til medlemmerne forventes rapidt at blive øget, når hjemmesiden er på plads. Jeg forestiller mig så, at medlemmerne kan give deres besyv, hvad angår valg af arrangementer i fremtiden.

Til sidst vil jeg benytte lejligheden til at ønske jer allesammen et lykkebringende nyt årtusinde og år 2000. Og jeg kan vel godt tillade mig at sige tak for et godt samarbejde opkring opbygning, udbygning og fundering af Instituttets nu 10 årige historie her ved indgangen til det nye år.

De venlige hilsener til alle medlemmer.

Erik Simonsen

Referat fra seminar med professor Otto F. Kernberg

3-4 september 1999, Psykiatrisk hospital i Århus

Professor Kernberg har gennem sit skelsættende teoretiske arbejde haft stor betydning for også den danske opfattelse af grænsepsykotiske tilstande. Hans psykoanalytiske teorier er bredt udbredt i dansk psykiatri, og Kernbergs konceptualisering af grænsepsykoser som borderline personlighedsorganisation må siges at være nærmest alment tilgængeligt i mange behandlingskredse.

Det er derfor glædeligt, at Kernberg så ofte har besøgt Danmark, så vi undgår, at hans forståelse forfladiges og i stedet bevares med den stringens og intelligens, som han alene i kraft af sin udstråling og tilstedeværelse er eksponent for, og som det kom til udtryk i det aktuelle to dages seminar i Århus.

Referenten har valgt at starte bagfra med anden dagen af dette seminar, hvor Kernberg redegjorde for centrale temaer fra sit forfatterskab blandt andet ved en længere supervision og en gennemgang af det strukturelle interview. Kernberg fastholdt og udbyggede sin kritik af den forståelse af personlighedsforstyrrelser, som ses i DSM-IV, og mener det er uomgængeligt at kombinere den kategorielle inddeling med en dimensional tilgang. Kernberg betegnede DSM-IV som en psykiatrisk udgave af Readers Digest.

Han gennemgik som en slags svar på den forsimpling af psykiatrien, de fælles relationer og udviklingsmuligheder for forskellige typer af personlighedsforstyrrelser, som både omfattede modne og umodne organisationsformer af personligheden og karakteristiske mønstre som den cyklotyme, den histrioniske, den narcissistiske, den skizoide og den antisociale forstyrrelse. Det står for referenten noget uklart, om Kernberg i denne sammenhæng opfattede borderlinebegrebet som kategorial personlighedsforstyrrelse (som i DSM-IV) eller som et bestemt niveau af personlighedsorganisation.

Ud fra et praktisk behandlingsmæssigt synspunkt var det imidlertid Kernbergs opfattelse, at personlighedsforstyrrelse kan inddeles i de alvorlige personlighedsforstyrrelser karakteriseret ved identitetsdiffusion, og de ikke-alvorlige personlighedsforstyrrelser uden identitetsdiffusion.

Kernberg skitserede forskellige behandlingstiltag for alvorligere personlighedsforstyrrelser. Det strakte sig fra en gennemgang af kortere og længere hospitaliseringer til forskellige angrebspunkter for en psykofarmakologisk behandling. Han nævnte Linehams teknik, men lagde vægt på at han opfattede psykodynamisk psykoterapi som den mest hensigtsmæssige behandling, men fandt det dog kontraindiceret at sætte de egentlige antisociale personlighedsforstyrrelser (antisocial personality disorder proper) og de fleste forstyrrelser med malign narcissisme i psykodynamisk psykoterapi.

Kernberg redegjorde for principperne for psykodynamisk psykoterapi ved brug af begreber som strategi, taktik, justeringer og prioriteringer. Han fremdrog karakteristika som en systematisk fokus på overføring med hjælp af klarificering, konfrontation og tolkning og en opretholdelse af den tekniske neutralitet, som dog kan brydes ved svær acting out. Kernberg fandt de alvorligere personlighedsforstyrrelser præget af en adskillelse af de integrerede objektrelationer, hvor hadet og det onde isoleres med en iscenesættelse af offer-forfølger relationen og vedvarende rolleskift, som udtryk for de dominante objektrelationer. Strategien er at integrere denne adskillelse og dermed lette udviklingen af den depressive position. Ved en vellykket terapi forbedres impulsivitet, affekt og identitetsdiffusion.

Kernberg fandt, at psykoanalytisk psykoterapi var den eneste terapiform for alvorligere personlighedsforstyrrelser, som ikke alene fokuserede på symptomlettelse. Der blev påpeget en stor risiko for, at denne type patienter glider ind i en afhængighed af sociale støttesystemer. De er generelt eksperter i at få folk til at synes, det er synd for dem, og de kan være parasitære i deres livsform med mulighed for en ganske betydelig sekundær gevinst. Der er desuden en alvorlig risiko for afhængighed af alkohol eller medicin, og de har kapacitet til at udvikle antisociale træk.

Kernberg er i sin teroridannelse kendt for at integrere elementer fra Melanie Kleins tænkning og den egopsykologiske skole, specielt Edith Jacobsen. På første dagen af seminariet videreførte Kernberg sine integrationstendenser ud i sociologiske og antropologiske analyser under overskriften social sanktioneret vold.

Kernberg opfatter vold som en del af den aggressive udtryksmåde med hurtige og eksplosive karakteristika, hvor objektet for volden skal ødelægges, beskadiges, destrueres og påføres smerte. Aggressionen er i andre sammenhænge langsom og skjult og et integreret aspekt i kulturen.

Retorisk udtrykker Kernberg, at han ikke behøver at illustrere det faktum, at der er et potentiale for vold i menneskelige samfund, men refererer herefter til både Gulag, Holocaust og den kinesiske kulturrevolutuion, samt etniske udrensninger i Afrika og krigen i Jugoslavien.

Kernberg spørger, hvordan almindelige mennesker kan forføres til massemord. Han fremdrager en interessant undersøgelse af Henry Dicks, hvor det viser sig, at bødler og mordere fra SS, som havde udvist en ekstremt sadistisk adfærd under krigen, senere formåede at fungere i et normalt livsmønster og ikke kan opfattes som psykopater i streng forstand. Det var almindelige borgere, ikke farlige seriemordere. Gruppen fremstod ifølge Kernberg med en svær psykopatologi med borderline personlighedsorganisation i form af malign narcissisme.

Efter en antropologisk diskurs, hvor spørgsmålet om aggressionernes oprindelse var drivkraften, forsøgte Kernberg at opstille en sammenhæng mellem instinkter, drifter og affekt. Kernberg opfattede instinktet som en medfødt trigger, som var afhængig af omgivelserne og med en betydelig adfærdsmæssig komponent, mens drifter var højst individualiserede og kunne indlæres.

Kernberg så affekt som det primære motiverede system i psyken, der repræsenterede overgangen mellem det neurofysiologiske og psyken. Samtidig bragte affekt de internaliserede objektrelationer i en bestemt tilstand af enten godt eller ondt.

Seminaret gav indtryk af den imponerende intellektuelle spændvidde, som Kernberg fortsat har, og det er vanskeligt gennem et kortfattet referat at videregive de mange aspekter og tanker, som kom til udtryk. Det er imponerende, hvor vital og intens Kernberg er, og det er bemærkelsesværdigt, hvordan han fortsat driver sit teoretiske arbejde videre og aktuelt har inddraget sociologiske, antropologiske og neurofysiologiske tankegange.

Per Sørensen

Anmeldelse af kongressen

"Past and Future in the Field of Psychotherapy at the Millenium Change - The first International Aarhus Conference on Existential Psychotherapy, December 3-5, 1999"

Arrangørerne af denne kongres var The Kempler Institute of Scandinavia A/S. Dette institut er som bekendt et familieterapeutisk institut, som har fungeret gennem mange år med en gestaltterapeutisk referenceramme baseret på Walter Kemplers teorier og praksis. Seminaret, det første af sin art i Danmark, markerede samtidig Kemplerinstituttets 20 års jubilæumsdag. De havde ønsket at samle væsentlige inspirationer til den eksistentialistiske oplevelsesorienterede psykoterapi. Rækken af foredragsholdere var følgelig af bredere observans end den eksistentialistiske psykoterapi som sådan. Meget af det kom også til at handle om andet, som nedenfor beskrevet.

Seminaret blev ledet af Kemplerinstituttets leder, Jesper Juul, på uhøjtidelig og charmerende vis. Rammerne var de bedst tænkelige på SAS Scandinavia i Århus. Der deltog ca. 200 personer.

Første foredragsholder var professor Daniel Stern, professor i psykologi ved universitetet i Genève og samtidig professor i psykiatri i New York ved Cornell University Medical Center. Hans teorier er jo yderst velkendte her i landet, som han også har besøgt adskillige gange tidligere, i Instituttets rammer ved et mindeværdigt 2 dages seminar for 3 år siden. Stern præsenterede ikke nogen af sine teorier omkring spædbørns udvikling, men i stedet et andet af hans interessefelter, nemlig hvad der sker i den terapeutiske kontakt, og hvad der gør, at der sker en ændring som følge af dette. Tydeligvis inspireret af sin metodiske forskning i interaktionen mellem mødre og børn har han udvidet dette til at studere i detaljer, hvad der sker både i små hverdagsagtige situationer og i terapeutiske møder ved brug af det såkaldt mikroanalytiske interview. Han identificerer ultrakorte øjeblikke, de såkaldte "now moments", hvor der sker en kvalitativ ændring i kontakten, karakteriseret ved tre faser, først en fase, hvor terapeuten opdager, at der er noget nyt, der er ved at ske, derefter en fase beskrevet som "the weird phase", præget af kaos og fornemmelse af, at man ikke aner, hvad man skal stille op, og derefter en afgørelsesfase, hvor der bliver nødt til at komme en spon tan respons ud fra den person, som terapeuten er og ikke ud fra teoretiske overvejelser hvad man skal gøre. Dette giver et eksistentielt møde i nuet, hvor der bliver nødt til at være autencitet, og hvor vante psykoanalytiske begreber mister sin betydning og mening. Hvad der sker i dette øjeblik, beskriver han som en narrativ struktur af yderst kort varighed og jævnfører det med, hvad der eksempelvis sker i musik eller poesi eller lignende. Han beskriver, at dette narrativ bliver konstrueret både af terapeuten og patienten og skaber et indre subjektivt rum. Han refererer i sit foredrag bl.a. til Martin Heidegger og beskrivelsen ligner i øvrigt meget eksistentialistiske tanker om et subjekt-subjekt-forhold (et Jeg-Du møde, som beskrevet af Martin Buber). Selv beskrev han, at han var blevet influeret af dynamisk systemisk teori og kaosteori, og tankerne var udviklet i samarbejde med en gruppe psykoterapeuter af forskellig observans, som han mødtes regelmæssigt med i en form for supervisionsgruppe. Taget i sin yderste konsekvens sætter disse teorier kraftigt spørgsmålstegn ved mere traditionelle psykoanalytiske teorier om, hvad der fører til ændring. Snarere ligger det helt på linie med eksempelvis gestaltterapiens tankegange.

Herefter forelæste Margareta Brodén fra Malmø. Hun er børnepsykolog og psykoterapeut og har arbejdet med spædbørnspsykiatri og terapi gennem de sidste 25 år. Specielt har hun arbejdet med tidlig intervention i mor-spædbarnrelationer. Hun er kendt fra bogen "Mor og Barn i Ingenmandsland". Hendes håb om, at man kunne forebygge alvorligere personlighedsforstyrrelser ved at gribe ind med psykoterapi i udvalgte tilfælde allerede under graviditeten. Hun beskrev, hvordan mødre under graviditeten regredierer til bestemte stadier, hvor de både forbereder den interne repræsentation af babyen og også af sig selv som en mor, som Stern også har beskrevet i sin mor "Moderskabskonstellationen". Hun var både teoretisk meget klar og samtidig meget levende i sin fremstilling af materialet. Til slut beskrev hun forskellige klassiske problemer og patologiske mønstre, som kan udvikle sig i mor-barn relationen, hvis der ikke blev grebet ind. Hun lagde meget vægt på, at terapi i denne fase i modsætning til, hvad man traditionelt har hævdet, er yderst frugtbart. Om aftenen blev der vist et videointerview med Irvin Yalom, som desværre ikke selv kunne være til stede til kongressen. Det var yderst interessant, han præsenterede sine kendte tanker omkring eksistentiel psykoterapi, hvor han faktisk var noget bekymret for den udvikling, som er i gang med tendens til symptom orienterede korttids behandlingsmetoder og øget brug af psykofarmaka i stedet for den mere eksistentielt forholden sig til individet, som han står for.

Næste dag startede Emmy van Deurzen med et fremragende foredrag med titlen "The Good Life. Formulating Existential Values for a new Millenium". Emmy van Deurzen er professor i psykoterapi ved Schiller International University i London samt tilknyttet som medarbejder ved forskellige andre institutioner, først og fremmest University of Sheffield, hvor hun også har praksis. Foredraget var præget af en meget stor viden, specielt om den eksistentialistiske filosofi, inspireret af Heidegger, Kierkegaard og andre. Hun tog et opgør med den postmodernistiske tænkning, som har kendetegnet vores tid og beskrev hvordan vi nu gik ind i en ny fase, præget af informationssamfundet, den såkaldte "Virtuality". Vi skal konstant tilpasse os nye informationer, som flyder gennem os, og det giver en udfordring til de værdier, som vi traditionelt har haft til at vejlede os i livet. Det har ført til en form for flugt ind i hedonisme, hvor livets mening bliver at have det sjovt og have så meget som muligt af det. Det har ført til en ny materialisme og kynisme. I alt dette forsøger hun så at identificere nogle nye holdepunkter og værdier. Inspireret af Heidegger inddeler hun menneskets eksistens i fire niveauer, for det første det fysiske niveau, som primært handler om polariteten mellem liv og død. For det andet den sociale dimension, som handler om fællesskab, kærlighed og had. For den tredje den personlige verden, som handler om styrke og svaghed. For det fjerde den spirituelle dimension, som handler om det gode og det onde. På alle disse niveauer kom hun med forslag til vigtige kernebegreber, på fysisk niveau vitalitet, på socialt niveau reciprocitet, på individuelt niveau ydmyghed samt på spirituelt niveau gennemsigtighed (transparens). En meget spændende forelæser, som jeg fra andre sammenhænge også ved er en meget dygtig psykoterapeut.

Herefter forelæste Anne Lise Løvlie Schibbye om repetition, rekollektion og refleksivitet i psykoterapi. Hun har tidligere været tilknyttet Universitetet i Oslo og har interesseret sig for relationel psykologi. Hun er inspireret af eksistentialistisk, dialektisk og psykoanalytisk tankegange. Ligesom Stern var hun meget optaget af udforskningen af ændring i meget afgrænsede øjeblikket i terapi. Hun havde nogle andre begreber end Stern, men nåede frem til mange af de samme tanker. Filosofisk set trak hun især på Kierkegaard og Hegel. Hendes foredrag var desværre lidt svært forståeligt, på et begrebsmæssigt meget højt niveau, og mange af deltagerne opgav helt at følge hende.

Herefter kom en anden af kongressens hovedtalere, nemlig professor Ernesto Spinelli, som er leder af Regent College’s psykoterapeutiske skole, som angiveligt er et af de førende træningsinstitutter i psykoterapi i England. Han er netop stoppet som leder af "The Society for Existential Analysis". Han har skrevet adskillige meget væsentlige bøger om psykoterapi. Hans foredrag var et af de allermest væsentlige og handlede om forståelsen af selvet som en intersubjektiv proces. Han trak primært på fænomenologien og citerede bl.a. Husserl og Jaspers. Med begreber som selfconstruct og co-kreativitet lænede han sig op ad konstruktivismen og den systemiske teori, i andre aspekter op ad eksistentialismen og gestaltterapien. Væsentligste implikation af hans teorier er, at man ikke kan postulere eksistensen af et egentligt selv, som på en eller anden måde må afdækkes eller lignende bag ved et falsk selv. En sådan antagelse fører til, at terapeuten meget nemt får den antiterapeutiske holdning, at det er terapeuten, der skal hjælpe patienten til at finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert, hvad der er sundt og usundt.

Herefter forelæste professor Stein Bråten over emnet "From Intersubjective Communion in Infancy: virtuous and vicious circles of intergeneration enactment". Han er doktor i psykologi og professor i sociologi på Oslo Universitet. Forelæsningen handlede om cirkulære processor i den meget tidlige mor-barnrelation, igen inspireret af Stern. Det interessante han beskrev var, hvordan overgreb i den tidlige barndom på den førsproglige niveau kunne føre til iscenesættelser af onde cirkler i voksenalderen, hvor gentagelser af mønstrene kunne ske. Han trak linier til eksempelvis multiple personlighedsforstyrrelse.

Aftenen blev afsluttet med en vellykket fest med levende musik. Næste dag forelæste professor Lars Løvlie. Emnet var "History, Memory and the Disquietude of Self". Han er også tilknyttet Oslo Universitet, er filosof. Igen et meget spændende foredrag, som handlede om forholdet mellem den subjektive og den objektive verden, men han lagde i modsætning til de tidligere foredragsholdere vægten på den objektive verden, og hvordan den influerer på subjektet. Hans tanker byggede primært på Walter Benjamin og Kierkegaard, og han så på, hvordan mening hverken er en individuel konstruktion eller noget der er givet af historien, men snarere noget som udskiller sig i historiens lineære tid og fanges i øjeblikket, hvor fortid og her og nu smelter sammen og åbner op for fremtiden. Han illustrerede sine tanker med talrige kunstværker fra malerkunsten.

Herefter var det planen, der skulle have været en paneldiskussion, men da adskillige af foredragsholderne allerede var taget hjem, blev det i stedet en fællesdiskussion i salen, desværre noget amputeret. Dette ødelagde dog ikke indtrykket af en yderst velplanlagt og givende konference. Det er naturligvis helt åbenbart, hvilken betydning en sådan inspiration kan have for praktiserende psykoterapeuter. Interesserede i personlighedsteori og psykopatologi kunne imidlertid også hente værdifuld inspiration fra en sådan konference. Det er oplagt, at Daniel Sterns udviklingsteorier, som adskillige af foredragsholderne refererede til, er helt essentielle for forståelse af personlighedsudvikling og for patologi. Men egentlig synes jeg, at det mest interessante felt er forholdet mellem selvet og personligheden, et emne som ingen af foredragsholderne direkte kom ind på. Hovedvægten lå på selv-begrebet, forstået ud fra en mere fænomenologisk referenceramme, specielt selvbegrebet forstået som et intersubjektivt selv defineret i relationen til andre. Men vi ved imidlertid fra megen forskning, at mennesker jo ikke fødes som en blank tavle, men at der ligger genetisk prædisposition til visse personlighedskarakteristiska, man fødes med et temperament. Som led i selvudviklingen skabes ens selv således ikke kun som et subjekt-subjektforhold mellem barnet og nærtstående andre, men barnet skal så at sige jo også finde sig selv i relation til sin egen konstitution, man skal lære at komme overens med sig selv. Hvordan denne proces sker, kunne det være interessant at få belyst yderligere, og mit gæt er, at adskillige af de foredragsholdere, som var til stede, kunne have nogle vigtige bud på det.

Ulrik Haahr

Taler mv. ved IPTP’s jubilæum d. 12. april 1999

Talerne blev holdt af, instituttets formand, Erik Simonsen og formanden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Bent Rosenbaum samt fra professor Peter Tyrer:

Welcoming remarks

Dear friends and colleagues:

It is a great pleasure for me to welcome you all to our 10-year jubilee. We are in the house of The Stock Exchange (Børsen). It is nice, old and affected full of prestige, but you may ask - why are we here? Well, it is a coincidence, as conferencerooms elsewhere were booked. I wonder whether this is an omen, a kind of warning, a signal, or a trademark for the institute, that we ended up here?

Referring to my later talk this morning we may seek the answer in the language!

What would the word stock exchange tell us about the institute?

The meaning of the word stock is manifold, according to the dictionary:

  1. A firm part, a solid ground. Yes we are on a firm ground now - after ten years!
  2. He or she comes from a good stock: from a good family, a good crew (ship) or a good ensemble (orchestra). Yes we have become a good family, not only the committee, that runs the institute, but also the 230 members, which we often meet with.
  3. Raw material, i.e: to do a soup, raw material for a film. Yes. The material, the knowledge is there. We may cook many different soups, out of different subjects, themes and have different chefs to help us.
  4. In stock. From each of our meetings we get more in stock for later cooking . The storage is inside the members mind to be used later on.
  5. Stock compagny. That is compagnions or groups theater. What we enjoy most is to go to the National Theater after our meetings.
  6. Stock and shares. Yes, we have the IPTP foundation. Tomorrow John Gunderson will give his Niels Standbygaard lecture.

I think I will stop here. You see an endles number of hidden psychological messages to our institute in the word stock!

What about the word exchange then? Let me mention a few:

  1. Exchange a view, that is to reply, to remark. By exchanging we become changed. The dialogue is in focus.
  2. Bar, where you drink beers and cocktails. Yes we have good times and good exchanges also in the bar. That is in fact an archaic meaning of the word.
  3. Foreign exchange. Yes, we exchange ideas, inspiration, cultural and academics with our guests.

Now, who made this possible, who created the background for our stock exchange - the IPTP?

Niels Strandbygaard paved the way by collecting very creative thinkers in the Millon Study group. It became succesful, not the least thanks to Niels´ personality: his generous behaving, his energy and intellectual curiosity laid down an important culture in the institute. Humour has always been his weapon againts conflict, that is why we have celebrated the jubilee with the seminar on humour.

Ted Millon has always been in our minds. Several visits through the years have enucleated and expanded the ideas behind the institute. Teds skills to syntesize, integrate and sustain complexity has kept the openmindedness in our activities - stringent and logical in his thinking, but still common-senselike and humanistic.

Other building stones in our institute have been colleagues like Otto Kernberg, Daniel Stern, Georg Vaillant, Larry Siever, David Malan, Michael Stone, Johan Cullberg, Lars von Knorring, Chris Perry, Josef Parnas, Fini Schulsinger, Hagob Akiskal, Chistopher Bollas among others and not the least those who are present Peter Tyrer, John Gunderson, Per Vaglum, Svenn Torgersen, Glen O. Gabbard, Robert Weinryb, Bent Rosenbaum and Thorkil Sørensen. A truely Scandinavian, British and North American enterprise!

Through the years many colleagues from Denmark have used their spare time at leasure to work at the Board of the institute and the IPTP foundation. Let me rank them all here: Morten Birket-Smith, Ulrik Haahr, Alice Theilgaard, Mogens Mellergård, Ulf Søgård, Lars Eplov, Per Knudsen, Erik Lykke Mortensen, Hans Henrik Jensen, Ulla Folke, Morten Kjølbye, Birgit Bork Mathiesen, Lene Falgård, Gunilla Øberg, Per Sørensen ... At this jubilee we should have in mind their ongoing enthusiastic support, vivid ideas and their concrete work when planning and executing our meetings. Two persons have been of special importance through the years and that is our treasurer Connie Ankjær Jensen and our secretary Dorit Mortensen. I want to share with you special thanks for their faithfullness and persistence.

Not the least we should thank all the members of the institute, without whom we would have continued as just a small study-group. By attending our meetings so rigorously the members have been of great support and inspiration to the Board.

We have seen many characteristics of our members: they are curiousminded, they like to work with complexity, to study the interface of personality and symptoms, like to know more about art and character, they keep a broad bio-psycho-social approach to personality and psychopathology - and they are humorous!

I wish you all a fruitful jubilee symposium.

Erik Simonsen, Medical Director

IPTP 10 years anniversary

It is a pleasure, a duty, and an honour for me as President of the Danish Psychiatric Association to be with you and to congratulate the Institute for Personality Theory and Psychopathology with its 10 year anniversary. It has been called a jubileum, although a jubileum according to my dictionary usually is connected to the 50 year anniversary. I don’t know how to interpret the difference, but one suggestion might be that you have accomplished in 10 years what it takes others 50 year to do.

It’s a ‘pleasure’ and an ‘honour’ because the quality of the Institute’s seminars and symposia is always very, very high - often with participation of internationally well-known researchers and thinkers, well-known for their important in-depth contributions to the field of psychopathology and psychotherapy. It is a ‘duty’ because a society as the Danish Psychiatric Society gains a lot from having in its midst an institute as the IPTP with its specific focus on psychopathology and personality disorders. With the present trends in psychiatry there is a danger that the psychiatrists and psychologists lose the expertise of delivering a nuanced and in-depth phenomenological description of psychopathology - something which was of great importance to European psychiatry in the first half of the century. And with the ICD-classification the whole category of personality disorder is in practice, although not in principle, devalued - being thought of as a second class category only of concern to those odd colleagues who want to regards patients as persons and treat them with long-term psychotherapy.

It is somehow ironical that I never have had many positive thoughts about big organisations and institutes who by others are considered essential for keeping up professionalism. Shortly after becoming president of the Psychiatric Society I received a letter from my American cousin in which he told me the story about the first American Jewish President - whose biography you can read about in the encyclopedia of well-known persons who never existed. The story went like this:

The first Jewish American president calls his mother who lives in Brooklyn and invites her down to Washington for Thanksgiving day. She is reluctant, hesitates and says finally, that she cannot come. She argues that it is almost impossible to get a decent taxi-driver, and it costs a lot of money to go to the airport.

But Mom, the son said, I am the president of United States - I will send you a limousine, you don’t need to worry about taxis and money!

Silence. But, she says, it so difficult to find your way in the airport, the queues are miles-long and you always get the wrong place in the air-plane - when I want to sit in the aisle they only have places at the window!

But Mom, the son said, I am the president of United States, you don’t need to worry, I’ll send you Air Force 1; it is my private jet!

Silence again. But in Washington, she says, the hotels are very expensive, and the rooms that I can afford are not clean!

But Mom, the son says, I am the president of US; you can stay in the White House, you don’t need to worry about hotels.

The mother sighs, but finally agrees - she will come.

The next day the mother’s girl-friend calls and asks about the latest news. The mother says that there is nothing particular to tell, but then she adds: "oh that’s true, my son invited me down to he house for Thankgiving".

The girl-friend says: Oh you mean your son the doctor.

No, says the mother, the other one.

Now, both Simon and I share the fortune, or destiny, of being both president and doctor, so I think we’ll manage the oedipal problems connected to this situations. (Of course, I don’t know much about Simon’s mother - she might prefer presidents. My mother doesn’t - she thinks the job is much too unstable, and that presidency is more Schein than Wesen - and probably my cousin was of the same opinion).

Even though institute and institution stems from the same word, I think that they can be viewed differently.

An institution has the quality of preserving existing values, habits and knowledge, and - moreover - preserve them as if they represented the truth. Like an organisation with hierarchy, officers, committees and boards, an institution may confer status, tenure and sinecures, high opinion of oneself and of colleagues harbouring the same opinions as oneself.

In opposition hereto, an institute carries the quality of something dynamic, something being created or constructed. An atmosphere of intellctual inquiry. A good example of this may be the Institut für Sozialforschung, the beginning of the well known Frankfurter School, which abundantly produced new hypotheses going up against the mainstream institutionalized thoughts.

There is a kind of dialectic between on the one hand creating new thoughts, regardless of borders and boundaries of institutionalized thinking, and on the other hand ordering the consequences of the ideas into comprehensive ‘categories’, or some common models which people can affiliate themselves with.

I would like to make this dialectic idea the ground for my wishes for the future of the institute of IPTP. I hope the institute will promote the kind of work which produce ideas which break the waves of institutionalized knowledge, and at the same time will help Danish Psychiatry to respect, preserve and develop the cognitive and psychodynamic knowledge about personality structure and personality disorders which we already have achieved.

The important goal is to see the patient as a person, a person whose mental problems are organized in a psychopathological way, and be able to respect that person by helping him or her to further mental development.

Congratulations with the coming 15 years - until you reach the next jubilee.

Bent Rosenbaum

Hilsen til Danmark from the UK

And also from the US of A

Congratulations to the IPTP

On this it’s special jubilee

(Even though we’ve got it wrong Because you’re only ten year’s strong)

We meet here in such opulence

That it assaults our every sense

In fact I doubt if you can afford a

‘noter conference on personality disorder

But I’m sure we’ll all be here to see

Our Nordic friends at your silver jubilee

Peter Tyrer

Generalforsamling

onsdag den 26. april 2000 kl. 16.00
Amtssygehuset Fjorden, Birkehus

Der indkaldes hermed til ordinær generalforsamling i Institut for PersonlighedsTeori og Psykopatologi.

Forslag til dagsorden, udover de faste punkter ifølge vedtægterne, fremsendes til bestyrelsen senest 27. marts 2000.

Følgende bestyrelsesmedlemmer er på valg:

Morten Kjølbye og suppleant Per Sørensen.

Endelig dagsorden udsendes senest 2 uger før generalforsamlingen.

Dorit Mortensen

Nye medlemmer
  • Aut.psykolog, mag.art. Lars Andersen
  • Reservelæge Louise Behrend
  • Overlæge Jesper Krusell
  • Overlæge Lisbeth Saxkjær
  • 1. reservelæge Kjersti Lien
  • Kursusreservelæge Karen Lauszus
  • Cand.psych. Janne Andreasen
  • Cand.psych. Nina Enkelund
  • Sygeplejerske Bente Ovesen
  • Afd.leder Bo Schønemann
  • Psykolog Albert Diekmann
  • Psykolog Eva Gronemann
  • Aut. cand.psych. Karin Poulsen
  • Læge Lisa Bromer
  • Cand.psych. Berit Holmgård Nielsen
  • Cand.psych. Gerd Weber
  • Overlæge Nils Balle Christensen
  • Klaus Müller-Nielsen
  • Spec.læge psykiatri Eskil Hohwy
  • Stud.pæd.psych. Anne Browne-Jørgensen

Workshops om Millon Clinical Multiaxial Inventory ( MCMI II-I )

Indhold: To dages workshop omhandlende den danske oversættelse af MCMI. Formålet med kurset er at give deltagerne indsigt i og viden om MCMI’s konstruktion, dens administration, anvendelsesmuligheder i klinik og forskning.

Deltagerne forventes selv at fremlægge deres projekter til diskussion og vejledning.

Målgruppe: Medlemmer af IPTP, som benytter MCMI i forskningsøjemed.

Tid:

Workshop 1: Torsdag den 24. februar 2000 kl. 9.30-16.30

Basal indføring i MCMI. Teori og konstruktion. Administration og scoring.

Workshop 2: Torsdag den 16. marts 2000 kl. 9.30-16.30

Klinik og forskning. Eksempler på forskningsresultater og kliniske anvendelsesmuligheder.

Underviser: Overlæge Erik Simonsen
Sted: Roskilde, eksakt sted oplyses til deltagerne senere.
Pris: 700 kr. pr. dag.
Tilmelding:

Dette sker til IPTP/Dorit Mortensen.

Amtssygehuset Fjorden, Birkehus 2., Smedegade 10-16, 4000 Roskilde

Tlf: 4630 7837
Fax: 4637 2153
E-mail: rfdm@ra.dk

Man skal tilmelde sig senest d. 7. februar 2000.

Fotoalbum på flickr